"Man kan ikke sige noget nu om dage

Et par gange på det seneste har offentlige personer omtalt "at få et anfald" på en spøgefuld måde for at beskrive noget let - for eksempel et dansetrin. Det er tydeligvis ikke ondt ment, men var mere et fejltrin, der skyldtes manglende forståelse og viden. Der blev sagt undskyld.

Jeg har set efterfølgende debatter i epilepsigrupper og fora, hvor folk har haft forskellige opfattelser af det. Mange følte sig sårede over det, mens andre var mere tilbøjelige til at slå det hen og sige, at det slet ikke generede dem. Det er helt forståeligt, at det lander forskelligt hos folk alt efter deres egne individuelle erfaringer.

En sætning, jeg hører blive brugt til at forsøge at lukke munden på den slags debatter, er: "Man kan ikke sige noget nu om dage".

Jeg bliver stødt, hver gang jeg hører eller læser det.

Lad os tænke over det. Først og fremmest kan du sige, hvad du vil. Det, du ikke kan gøre, er at kontrollere, hvordan det påvirker mennesker, der har en anden oplevelse end dig, og forvente, at de kan "slå det hen". Og du kan ikke forvente ikke at blive kaldt ud på det.

Lad os vende udtrykket om. Hvad nu, hvis det for alle de år siden, hvor man "kunne sige ting", stadig gjorde ondt og nedgjorde folk, men at de bare ikke følte, at de kunne sige fra? Hvad nu, hvis de mennesker, der tidligere følte, at de ikke kunne sige noget, når der blev brugt sårende sprog, i dag føler, at de kan sige fra? Måske følte de, at de ikke kunne "sige noget" før.

Fællesskaber som vores kan tage bladet fra munden og afvise ord, der skader, samtidig med at vi uddanner vores omgivelser i, hvad det vil sige at leve med et handicap.

Nogle ord føles måske acceptable nu, men sproget udvikler sig, og vi lærer. Jeg vil ikke nævne nogle af de skældsord, der blev brugt flittigt i 80'erne og 90'erne til at beskrive handicap, men mange af os kan huske dem. De fleste af os har sikkert brugt et af dem på et tidspunkt som barn uden at vide bedre.

Chokerende nok har jeg hørt "r"-ordet brugt to gange i en samtale, siden jeg fik et barn med et alvorligt indlæringshandicap.

De mennesker, der brugte det, brugte det til at beskrive en fejl, de havde begået, som i "Jeg er sådan et r-ord". Jeg råbte det en gang, men jeg følte mig desværre ikke i stand til at gøre det den anden gang. Jeg tænker stadig på det, og det skete for mindst fem år siden.

Intet af dette handler om at "skælde folk ud", det handler om at støtte folk i at forstå konsekvenserne af deres sprogbrug og opmuntre til inkluderende valg i fremtiden. De fleste mennesker er ivrige og villige til at lære, og det er en rigtig god ting.

Scope har lavet en nyttig guide til inkluderende sprog her.

Ord er vigtige.