En dag i det almindelige samfund for et autistisk barn

Mit navn er Naomi, og jeg er autist. Sådan ser min dag ud, når jeg går i almindelig skole.

Forberedelse om morgenen

Jeg vågner og går nedenunder og prøver at lade være med at tænke for meget på skolen. Jeg henter min iPad eller mit legetøj og sætter det op, som jeg gerne vil have det. Jeg ved, at jeg skal have tøj på og spise, men før tingene er 'rigtige', kan jeg ikke tænke på de ting. Jeg har brug for at gøre én ting ad gangen, så lad mig være i fred. Lad mig gøre det på min måde. Det er så stressende hele tiden at stille spørgsmål, og det er også stressende at blive ved med at plage mig om tiden. Når vi skal af sted, er jeg allerede stresset og ængstelig. Du lader mig aldrig tjekke min taske for at være sikker på, at jeg har alt, hvad jeg skal bruge, og du lader mig aldrig gøre mine ting færdige. Jeg hader smagen af tandpasta, og nu skal jeg gå i skole med denne forfærdelige mintsmag, og jeg føler mig syg.

På legepladsen

Jeg scanner. Det er så svært at se, hvem jeg skal se, når alle er klædt ens og bevæger sig rundt. Larmen, de uforudsigelige bevægelser, taskerne på jorden ... det er meget at tage ind for mig. Jeg vil bare gerne finde min bedste ven, og jo længere tid det tager at finde hende, jo mere bekymret bliver jeg. Hvad nu, hvis hun er syg? Hvad hvis hun har en aftale i dag?

Klokken

Klokker får mig til at gå i panik. De betyder, at jeg skal bevæge mig hurtigt et sted hen, og jeg bliver nogle gange stresset. Klokker betyder pres og børn, der løber, og de kan skubbe mig omkuld. Jeg står på min række med ansigtet fremad og sørger for ikke at se på nogen. Lærerne råber, at man ikke skal tale og stå lige, men det gør jeg allerede, og jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal gøre anderledes. Jeg vender mig om for at se, om alle andre gør det samme som mig, og nu bliver min klasse trukket op, fordi jeg vender den forkerte vej! Jeg føler, at det er min skyld. Jeg føler mig så ængstelig. Jeg føler mig anderledes.

At komme til undervisning

Jeg skal huske at lægge min taske ét sted, min madpakke et andet sted og så hænge min jakke på den rigtige knage. Det kan være forvirrende at huske alt det, mens andre taler og bevæger sig omkring mig, og lyset er så skarpt derinde. Nogle gange venter jeg, til de fleste andre er i klassen, men så er jeg bange for at blive råbt ad, fordi det tager for lang tid! Nogle gange glemmer jeg, at jeg har min skoletaske, for den ligger på min ryg, og jeg kan ikke se den! Hvordan kan alle andre gøre det så hurtigt og nemt, og jeg ikke kan?

Klasse

Jeg lytter så meget. Faktisk lytter jeg så meget til alt, at jeg nogle gange ikke kan lave mit arbejde, fordi jeg er nødt til at stoppe op og lytte til alt, hvad læreren siger, i tilfælde af at hun taler til mig. Jeg vil gerne skrive pænt, fordi jeg ikke vil have en række, men så siger de, at jeg skal arbejde hurtigere, og jeg kan ikke arbejde hurtigt og pænt. Det er svært at koncentrere sig med andre så tæt på mig. De bevæger sig rundt og snakker og vender sider, og det er så distraherende nogle gange. Der er så mange ting på væggene, at jeg kan høre vandhanen dryppe, og jeg kan høre folk gå rundt.

Jeg er bange for at tale, hvis jeg bliver skældt ud. Min stemme kender ikke lærerne godt nok til at komme ud endnu.

Nogle gange kan jeg bare ikke gøre arbejdet. I går ville de have os til at lave et sansedigt om fyrværkeri. De sagde, at jeg skulle forestille mig at være til et bål med fyrværkeri, men hvordan kan man gøre det, hvis man aldrig har været til et bål før? Det har jeg ikke. De bad mig skrive om, hvad jeg ville røre ved, men man må ikke røre ved fyrværkeri, så jeg kan ikke skrive noget. De sagde, at jeg skulle skrive, hvad jeg kunne lugte, men det eneste, jeg kan lugte lige nu, er ulækker skolemad, og det kan jeg ikke engang stave til. Den lader jeg også bare ligge.

Så giver læreren mig en skideballe, fordi jeg ikke har lavet opgaven. Jeg har lyst til at græde. Tårerne vil ikke komme ud.

Legetid

Jeg forstår ikke denne del. Du leger med legetøj, så hvorfor kalde det legetid, når der ikke er noget legetøj? Kald det bare taletid eller stå på legepladsen-tid i stedet. Jeg tager mit eget legetøj med ud. Så regner det, og vi skal ind, og jeg kan ikke lege med mit legetøj, og det er så forvirrende for mig. Jeg kan ikke lide at skifte ting. Jeg fryser, når jeg leger, fordi det er svært at få min frakke på, og hvis jeg tager mig god tid, siger folk, at jeg skal skynde mig ud, så jeg kan ikke få den på nu. Jeg har et område, hvor jeg kan lide at stå og lege med min ene ven. Vi spiller det samme spil hver dag. Vi kan godt lide det på den måde. Jeg vil gerne lege med andre, men det kan jeg ikke, fordi jeg ikke forstår, hvad de leger. De har ikke noget legetøj. Jeg kan ikke finde ud af den slags opdigtede lege.

Frokosttid

Frokostpausen er forfærdelig. Vi har kort tid til at spise på hele skolen, og de vil have, at vi alle sammen skal stille os i kø og skiftes til at sidde ved store borde med andre børn, som jeg ikke kender. Jeg vil bare gerne sidde ned og få tid til at spise uden at skulle høre snak og lugte til det, alle andre har, og som jeg ikke kan lide. Det er alt for støjende og travlt, og alligevel er der ingen, der vil åbne min yoghurt eller skrælle min banan. Jeg føler mig fortabt og forvirret og vil bare væk derfra.

P.E.

Jeg hader idræt så meget. Jeg ved aldrig, hvad vi skal lave. Nogle gange spiller vi bold, nogle gange løber vi og nogle gange dyrker vi sport. Jeg hader det hele. Jeg ved, at jeg ikke kan gøre det, og folk griner. Hvordan kan jeg gribe en bold, når der foregår så meget andet i den samme hal på samme tid? Jeg kan ikke fokusere. Jeg er så kold. Mine ben kan ikke lide ikke at have bukser på. Mine arme savner min cardigan så meget. Jeg faldt engang og slog mig i idræt, så nu løber jeg ikke, for det er farligt, og til morgensamlingen sagde de, at jeg ikke måtte løbe i skolen, så jeg løber ikke. Så siger de, at jeg skal løbe, og jeg har lyst til at spørge: "Men du sagde, at jeg ikke måtte løbe i skolen", men min stemme virker ikke. Jeg har lyst til at græde. Tårerne vil ikke komme.

Montering

Jeg kan godt lide forsamlingen. Jeg kan godt lide velkomstsangen, for det gør vi hver uge. Jeg kan godt lide, at alle sidder ned, og at jeg ikke føler mig anderledes. Jeg lytter så meget til alt, selv om jeg leger med mine velcrobånd. Jeg kigger ikke på skolelederen, for det er skræmmende at se på ansigter. Jeg kan godt lide rutinen ved samlingerne, og jeg ved, at det er fredag, og så får jeg fri fra skole.

Jeg kan godt lide at gå i skole. Jeg kan lide at lære, og jeg kan lide at arbejde. Jeg kan godt lide at have et skrivebord, og jeg vil rigtig gerne være ugens stjerne. Jeg kan godt lide de andre børn, men jeg ved ikke, om de kan lide mig. Jeg er nødt til at gå, fordi det er rutine, og rutine er godt.

Så kommer jeg hjem. Jeg vil gerne fortælle dig om ting, der har generet mig, som at blive bedt om at arbejde hurtigere eller ikke at spise. Jeg er træt af det hele, og nu føler jeg mig tryg. Jeg har lyst til at græde. Denne gang vil tårerne komme, så lad dem komme.

Jeg har det fint. Jeg har bare brug for at lade skoledagen forsvinde, så jeg kan hvile mig.

Skolen kan være hård, men hverdagen kan også være hård, når man som jeg har autisme.