Frustration er det.

Frustration er at være udmattet hele dagen, men ude af stand til at sove om natten.

Frustrationen er at jagte den medicin for 3., nej, 4. gang i denne måned.

Frustrationen er at bruge 3 timer på at pakke og så glemme noget vigtigt.

Frustration er at være desperat efter en pause, men når man får den, føler man sig skyldig og ude af stand til at slappe af.

Frustration er at forsøge at bevare troværdigheden, mens man holder tårerne tilbage, så man ikke ser ud, som om man ikke kan klare det.

Frustrationen er, når man endelig er klar til at gå ud, men bippet ikke vil stoppe.

Frustrationen er, at man endelig får det perfekte sted, og så er der nogen, der blokerer ens rampe.

Frustration er at forsøge at aflede dit barns blik fra den park, der ikke har noget for dem.

Frustration er at have alle tankerne, men ikke være i stand til at sætte ord på dem.

Frustrationen er, at man kun har brug for én venlig stemme, og så er sekretæren uhøflig og ubehjælpsom.

Frustration er, når man ved, at man kender sit barn bedst, men bruger hvert øjeblik af dagen på at tvivle på sig selv.

Frustrationen er, at man respekterer de professionelles meninger, men ikke altid føler, at det er gengældt.

Frustration er at vente på byggetilladelse, finansiering, at nogen siger ja eller nej.

Frustration er at kæmpe hårdt for den støtte, man får, men leve i frygt for, at den kan blive revet væk på et øjeblik.

Frustrationen er at finde den rigtige medicin, men så har den invaliderende bivirkninger.

Frustration er, et blik af medlidenhed eller dom.

Frustration er at have brug for stilhed, når verden føles, som om den skriger på dig.

Frustrationen er, at der er millioner af toiletter til raske mennesker, men næsten intet til dem, der ikke er.

Frustration over at arbejde hårdere end de fleste, men alligevel ofte blive betragtet som en "hjemmegående forælder".

Frustrationen er at skulle tilpasse sig højere driftsomkostninger til huset, men ikke at kunne tjene mere end 30 pence i timen.

Frustration er at bruge sit liv på street view for at finde ud af, om et sted rent faktisk er tilgængeligt, for nogle gange er "der er kun ét skridt" ikke godt nok.

Frustration er ikke at kunne berolige sit barns nedsmeltning og føle sig som den værste forælder nogensinde.

Frustration er, når dit barn har ondt og ved, at det kan være en af 100 ting, og du skal arbejde dig igennem en liste af gæt.

Frustration er usikkerhed. Man kan aldrig være tilfreds. En hospitalsindlæggelse kan ske når som helst.

Det er frustrerende at se så mange dårlige ting ske for gode, uskyldige mennesker. Især inden for vores SEN-samfund.

Frustrationen er at vide, at penge ville forandre vores liv med udstyr og tilpasninger, men at alt dette er uden for vores kontrol.

Frustrationen er ikke at blive forstået af alle, der ikke er i vores situation.

Frustration er at skulle sige nej til invitationer, men frygte, at invitationerne en dag stopper.

Frustration er, at man ved, at denne liste sikkert kunne fortsætte i det uendelige.

Jeg accepterer, at frustration er en uundgåelig del af livet. Nogle gange spekulerer jeg på, hvordan og hvorfor jeg nogensinde var frustreret, før jeg levede det liv, jeg gør nu.

Jeg ønsker så ofte, at jeg havde de problemer, jeg havde for 10 år siden, i forhold til nu.

Selvom det er uundgåeligt og udmattende, er frustration et nødvendigt onde. Den ansporer os til at være enige endnu en dag. Den tænder den indre ild, som får os til at kæmpe, tale for vores sag og vise omsorg.

Det gør mig til et bedre menneske.

På det seneste føler jeg, at jeg har været mest rolig, og alligevel havde jeg lyst til at skrige, da nogen blokerede vores varevogn i en park i sidste uge.

Jeg lagde en seddel på deres forrude. Jeg formulerede det roligt, men strengt. Jeg bar på den vrede i flere dage.

Hvorfor gjorde de det? Hvorfor parkerede de ulovligt? Kan de ikke se de mere end 10 klistermærker bag på vores varevogn?

Disse små irritationsmomenter kan hobe sig op og vokse sig store og få os til at blive forbitrede og rasende ... men plejere har ikke altid de følelsesmæssige og fysiske ressourcer til at opretholde et sådant frustrationsniveau.

Jeg føler, at jeg i årenes løb er blevet meget mere modstandsdygtig og meget mere forsigtig med, hvordan jeg vælger mine kampe.

Nogle kampe kan ikke vindes.

Jeg mener stadig, at der bør være meget større bøder og overvågning af dem, der misbruger handicapbåse og dobbeltgule linjer osv.

Jeg ved, at mine følelser deles af så mange andre i samfundet, og selv om vi gør, hvad vi kan, er verden nogle gange bare uvidende og uretfærdig.

Jeg vil gerne tro på karma og håber, at disse mennesker en dag vil få en lærestreg, hvor de fortryder deres egoistiske handlinger.

Men indtil da er det kaffe, lure, hvor det er muligt, og kram med min søde pige, som gør alt det her det hele værd og mere til.