Jeg håber, hun ved det

Hver morgen ser jeg min datter sove fredeligt et øjeblik, før jeg forsigtigt vækker hende.

I det tidlige dagslys' stilhed og ro betragter jeg hendes engleagtige ansigt og ser frem til det glade, søvnige smil, der snart vil stråle ud af det. Jeg venter spændt på et vink fra hendes lillebitte hånd for at sige "hej".

Disse øjeblikke er dyrebare og er det absolutte højdepunkt på min dag.

I morges, før jeg lænede mig frem for at kysse hendes pande, væltede det ind med tanker. Der er så mange ting, som jeg pludselig spekulerer på, om hun virkelig ved og forstår som en nonverbal trettenårig med komplekse handicap.

Kærlighed er et sprog, der ofte ikke kræver ord.

Vores familie er blevet velbevandret i den form for kommunikation. Mens jeg forbereder mig på at vække hende fra hendes søde søvn, håber jeg, at hun hvert sekund af dagen ved, hvor højt elsket hun er.

Jeg håber, at hun ved, at så længe jeg har luft i lungerne, vil jeg være der hver morgen. Jeg vil være klar til at løfte hende fra hendes trygge seng og bære hende, indtil min egen krop svigter mig.

Jeg håber, at hun ved, at selv når jeg klager højt over rygsmerter eller træthed, så er det stadig en ære og et privilegium at passe hende.

Jeg håber, at hun ved, når jeg sætter hende af i skolen, at jeg altid beder om en sikker, glad og perfekt dag for hende. Jeg håber, at hun kun vil opleve inklusion og venlighed, hvert sekund hun tilbringer der. Jeg håber, at hun ved, at jeg altid kommer tilbage sidst på dagen og møder hende med åbne arme.

Jeg håber, at hun ved, at jeg tager min bjørnemor-rolle alvorligt, og at jeg altid vil kæmpe for, at hun får alt det , hun har brug for. Jeg vil altid kæmpe for, at hun får en plads ved bordet.

Hun vil ikke møde noget alene.

Jeg håber, at hun ved, hvordan hendes fars hjerte smelter til en vandpyt, hver eneste gang hun griber ham om halsen og trækker ham ind til et tæt kram. Hvordan hun gør sin storebror så stolt, når hun forsøger at møde hans hånd i et fist bump eller give ham en high-five.

Jeg håber, at hun ved, at hendes livlige og fjollede personlighed med lige præcis nok stædighed tjener hende godt.

Jeg håber, at hun ved, hvor modig og stærk hun er. Jeg håber, at hun ved, at hun er værdig, og at hun er nok.

Når hun begynder at røre på sig, og hendes dag snart begynder, håber jeg, at hun ved, hvordan hun får os alle til at stræbe efter at blive bedre mennesker; hun får det allerbedste frem i os. Jeg håber, at hun ved, hvordan hun gør verden til et lysere sted, bare ved at være i den.