Ord

Det første ord. En af livets store milepæle, som vi forventer sker i den tidlige barndom. Som oplyst forælder til et barn, der kun har få ord og stort set ikke er verbalt, ser jeg på folk i den ikke-handicappede verden og indser, at de ikke ved det. De ved ikke, at hvis det viser sig, at dit barn ikke kommer til at bruge ord til at kommunikere, så er der utallige andre måder, hvorpå det kan få opfyldt sine behov, opbygge relationer og fortælle dig, at det elsker dig.

Vi er opdraget til at forvente tale. Så meget, at jeg for nylig har hørt udtrykket præverbal blive brugt meget til at beskrive børn, der ikke taler, når det forventes. Hvis det fungerer for dig, er det strålende, og jeg forestiller mig, at det ville føles rigtigt i en situation, hvor du måske stadig forventer, at barnet bruger ord til at kommunikere med.

For mig er begrebet præ-verbal ladet med forventninger.

Livet har lært mig, at det ikke altid hjælper at forvente bestemte ting, og at arbejde på at leve i nuet giver en mere stabil vej. Vores lille pige begyndte at tale, anfaldene begyndte, og hendes tale blev langsommere, hun fik flere ord, men gik så tilbage og holdt helt op med at tale i 6 måneder. Hun genvandt langsomt nogle ord for så at miste det hele igen i et år.

Hun har nu en smukt kurateret samling af smukke ord; nogle "fra hylden", andre skræddersyede, håndværksmæssige kreationer af hende selv. De, der bruger tid på at lære hende at kende, ved præcis, hvad de betyder. Vi var knuste begge gange, da hendes ord forsvandt, og det vil vi også være, hvis de forsvinder igen. Men vi har lært, at hun stadig er der, nogle gange under skyer af anfaldsaktivitet, men hun er der stadig.

Vores pige kommunikerer med os på en unik og smuk måde

Vi ved, hvad hun vil have, vi ved, hvordan hun har det. Vi ved, hvornår hun er begejstret, og vi ved, hvornår hun er frustreret. Hun kommer med sine sko og vores bilnøgler for at fortælle os, hvornår hun vil ud. Alle, der har fået et voldsomt lille kram fra vores barn, ved, hvor magisk det er. Det giver mig en rus, som ingen ord nogensinde kan give.

Jeg ville ønske, at jeg kunne berolige alle forældre, der føler sig knust efter at have fået at vide, at deres barn sandsynligvis ikke vil kunne tale, med, at det vil blive så meget mere end ok. Den eneste måde at opdage det på er ved at leve det, og ligesom knopperne, der bryder frem i foråret, vil skønhed og magi dukke op, ofte selv på de dage, der føles mørkest.